|
Velkommen
 

Forfatterens noter


 
 
Den bette alvorsmand

Han kunne skam godt grine, den bette alvorsmand.
Jeg tror, at dette atelierbillede er fra sommeren 1939 (bemærk sandalerne og de bare knæ),
dvs. sommeren efter Leos død. Med hvad er det for en ureglementeret stok, Knud holder så fast om?
Ja, jeg ved det jo ikke, men det kunne være Hr. Stok, en usynlig ven, tænker jeg.
For sådan én havde han brug for i den tunge sorgperiode,
hvor hans mor om natten græd halvkvalt ned i hovedpuden.

For resten huskede den voksne Knud ikke sin lillebror særlig tydeligt.
Men han fortalte engang Bu, sin kone, at han var glad for at slippe af med ham,
så han igen kunne få sin mor for sig selv.
Ironisk nok ligger Leo begravet mellem sine forældre på Skæve Kirkegaard,
mens Knud er stedt til hvile i Løkken, hvor han har gravstedet for sig selv. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

I haven med Herdis og Edvard

Hvor gammel er Knud mon her? Halvandet, to år?  Hvis billedet er taget i efteråret – og tyder det dæmpede lys, de visne græsstrå og det begyndende løvfald ikke på, at det er tidligt efterår, måske oktober?  –  må det være fra 1937. Eftersom Herdis, Knuds mørke mor i den blomstrede kjole, året efter ville være højgravid med Leo, lillebroderen, som får så kort et liv. Ergo er Knud, født 15. april 1936, omkring halvandet år gammel på dette fotografi, som sikkert er taget af en af hans fotointeresserede onkler. Ligner han ikke også en tumling, der for nylig har lært at gå? Bemærk hans fars, fodermesteren Edvards, store hænder og de spidse træsko. Er det gummistøvler, Knud har på? Hans mor har sørget for, at han ikke kommer til at fryse, han skulle nødig blive forkølet - det er derfor han er klædt i tykke gamacher og strikket slipover
(hvem har mon strikket den?). Hans mors højre arm hænger ned, hånden har måske lige strøget over hans nyklippede hår. Og åh, så alvorlig han er. Skeptisk, agtpågivende, nysgerrig. 

 
 
 
 
 
 
 
 
 



Det beskedne husmandssted i Try    


Her er Grønsig, det beskedne husmandssted i Try, som blev Knuds egentlige barndomshjem. 
Han fik værelse i gavlen med udsigt til bakkekammen, granerne og familiens hest, der stod og græssede på engen. 
Det ved jeg, fordi han så ofte har tegnet den udsigt. 
Egentlig tror jeg, at det frodige østvendsysselske landskab blev det tabte paradis for ham. 
Det var her i bakkerne, han drev rundt, i skovene han gik og drømte. 
Og det var også her han samlede sin store viden om flora og fauna og skærpede den fine sans for naturen, årstiderne og vejrliget, 
som altid var til stede i hans digtning. Knuds far, Edvard, var vældig stolt, da han havde erhvervet sig Grønsig. 
Uh, han havde store planer! De skulle have køer og grise, høns og heste og købe mere jord til. 
Knud troede ikke på sin fars luftkasteller. Han syntes, at Grønsig var noget værre møg 
og havde svært ved at se de store muligheder. 
Da familien Andersen flyttede ind 1.4. 1944, var der hverken el, vand eller wc. 
Der var gået svamp i stuegulvet, som måtte brækkes op og om vinteren var der iskoldt oppe på loftet, 
hvor Knud sad med fødderne i sivsko og et halstørklæde viklet mange gange om halsen og hakkede tænder. 
Til gengæld havde han jo sit eget værelse, hvor han kunne læse, skrive, tegne og være i fred. 
I 1956, få måneder efter Knud var flyttet hjemmefra (til Løkken ved Vesterhavet), 
solgte Edvard Grønsig og købte i stedet et brødudsalg inde i Thorshøj, den nærliggende stationsby. 
Men min farmor og farmor talte altid om Grønsig, som om det var dér, de hørte til. 
Et sted, de havde mistet og altid længtes tilbage til. 
Under researchen til romanen besøgte jeg selv Grønsig, som jeg aldrig før havde set. 
Nu bor der en moderne børnefamilie, ejendommen er tiptop-renoveret. 
Det eneste, der er tilbage fra dengang er et par gamle staldvinduer. 
Nå ja, og udsigten. Den er uforandret, den samme, som dengang Knud tegnede den.


 
   



Knuds konfirmation

Hvem er den mest teenage-sure dreng på dette fotografi af de vordende konfirmander fra 1950? Det må være nr. 3 fra venstre på bagerste række, Knud Holst Andersen, som står ved siden af sin nære og næsten ligeså mutte ven, Kjeld Poulsen (bemærk, at de to venner ved deres næsten ens påklædning skiller sig ud fra de andre drenge med deres smarte vindjakker). Knud hadede, at han skulle konfirmeres, han var i vildt oprør mod den dogmatiske religion, men kunne ikke få sig til at skuffe sine indremissionske forældre og nægte. Så han stod både konfirmationsforberedelsen og selve konfirmationen igennem, men som det fremgår af fotografiet under protest!





Knud på trappen foran Det Gule Hus i Try 


Det oprindelige fotografi af Knud på trappen er kun 9x6 centimeter. Formentlig er det taget med bokskamera, enten af hans elskede moster Grethe eller af en af onklerne. Jeg fandt det hos min onkel Børge, min fars lillebror, der havde det fra sin mor. Straks jeg så fotografiet af den syvårige Knud på trappen foran Det Gule Hus i Try (et beskedent statslånshus, som familien Andersen boede i fra 1.5.43 til 1.4.44, før de flyttede til Grønsig) vidste jeg, at det skulle bruges til bogens forside.  Hvis du har læst bogen, vil du forstå hvorfor, det er spot on! Hvis ikke, vil jeg bare nøjes med at sige posering, selvbevisthed, stolthed. Og så den flakkende usikkerhed, der spores i udtrykket - de korrekt samlede knæ, i måden den ene hånd søger tryghed hos den anden. Selvfølgelig er det en rekonstruering, men jeg synes alligevel, der er så meget i det billede, der peger frem mod den velklædte elegantier, han senere blev kendt som. Lige fra den bundne slipseknude, hans signatur, til den nystrøgne hvide skjorte. Det er kun skosnuderne, der afslører, at det ikke er et barn af borgerskabet, der sidder dér. For skoene trænger til at blive pudset, det var der nemlig ikke folk til!  Måske er billedet taget omkring første skoledag i maj, det skarpe forårslys kunne tyde på det. Er det ikke sjovt at tænke på, at dette undselige fotografi, som i årevis har ligget upåagtet hen i en æske, foreløbig er blevet trykt i 50.000 eksemplarer og har kørt rundt på busserne i de store byer? Hvem kunne vide det, da der blev trykket på udløseren?





Selvportræt



Den enøjede konge var den oprindelige arbejdstitel på romanen om min far. I de blindes rige bliver den enøjede som bekendt konge, og jeg tænkte længe, at Knud ikke turde forlade Vendsyssel, fordi han netop deroppe på fødeegnen kunne være konge. Kong Knud, der ikke blev udfordret, fordi der ikke var andre (mente han) af hans format. I løbet af arbejdsprocessen forlod jeg den titel. Dels fordi jeg i forvejen havde skrevet tre romaner med royalt klingende titler (Kronprinsessen, Kongemordet og Dronningeofret) og ikke syntes, det var hensigtsmæssigt at føje endnu til rækken. Dels fordi jeg mente, at det blev en alt for snæver og fastlåst tolkning, som på forhånd ville udelukke læseren fra at tænke sit. (Som forfatter kæmper jeg en hård kamp mod min trang til at være kontrolfreak!). Men under researchen stødte jeg så på dette selvportræt fra 1954 af den attenårige Knud. Og hvordan ser han sig selv? Som énøjet! Ikke nok med det – hele højre side af ansigtet ligger i skygge, som om hans bevidsthed er kløvet lige igennem. Sådan var det jo også, han bevægede sig altid mellem lys og mørke, var udspændt mellem mani og depression. Men tænk: at kende sig selv så godt, at se sig selv så tydeligt, at dømme sig selv så hårdt endnu før man er fyldt tyve.







Knud på cykel med alpehue



Da Knud gik på realskolen i Dybvad, måtte han såvel sommer som vinter cykle små ti kilometer hver vej ad dårlige veje og på en tung cykel, der ofte punkterede. Da han i 1952 begyndte på gymnasiet i Hjørring slap han for den lange skolevej, nu skulle han blot cykle et par kilometer ind til Thorshøj for at tage først toget og senere rutebilen ind til købstaden. Selvom afstanden kun var på godt tyve kilometer, føltes det hver dag som om Knud måtte rejse til en anden, fjern verden. I gymnasiet følte han sig fremmed og udenfor, så ned på den pjankede og forkælede byungdom, der ikke udviste den store sociale forståelse for en fattig landarbejdersøn. Han reagerede ved at trække sig ind i sig selv og optræde utilnærmeligt og mut. Kammeraterne kaldte ham Den Tavse Dansker og selv den dag i dag trækker de på smilebåndet over alpehuen og salt-og-peberjakkesættet, skjorten og slipset, som han altid bar. Nu om dage ville man have kaldt ham nørdet, dengang var han bare mærkelig!






Knud med studenterhue




Endelig – i juni 1955 fik Knud studenterhuen på. Han ser, som sædvanlig i de år, ikke videre henrykt ud, men han burde være glad og stolt over, at han, den fattige landarbejdersøn som den første i sin slægt havde gennemført en gymnasial uddannelse. At blive student var endnu forbeholdt de få – kun 2000 studenter sprang ud det år. Så det er faktisk ret godt gået. Op med humøret, Knud! Fremtiden ligger åben for dig, det er bare at gribe den! 




Knud med studenterhue mellem køerne



Dette billede af Knud, der traver rundt i de velkendte østvendsysselske bakker mellem græssende køer, siger jo en hel del om, hvorfor Knud ikke bare er himmelhenrykt over at blive student. Det er jo dér, han kommer fra. Fra bondelandet, fra almuen. Og nu går han rundt mellem dyrene med en studenterhue på hovedet, symbolet på, at han ikke længere hører til her. Han har fjernet sig fra sine forældre, sit ophav, fra en tradition og kultur, han har været fortrolig med. Nu skal han definere sig selv, finde fodfæste og position i en ukendt verden – som så mange mønsterbrydere måtte på den tid. Så han ser på køerne som en fremmed – en observatør med hænderne i den byfine trenchcoats lommer, for de vedkommer ikke længere ham. 





Løkken Mole



Efter at Knud har ligget et halvtårs tid på sengen og grublet over sin fremtid (og bearbejdet sin kærestesorg) har Edvard fået nok. Nu må hans drivert af en søn i gang med at tjene til dagen og vejen. Så i stedet for at komme til København, ender han vestpå, i Løkken, hvor han får et lærervikariat på realskolen. Mødet med det brølende Vesterhav bliver et vendepunkt for denne indlandsdreng fra bakker og løvskov. Endelig står han overfor noget, der er stærkere end ham selv! Han elsker havet, skriver om det, går lange ture ved det – men han bader aldrig. Det kunne han godt nok ikke finde på. Så sku’ han jo ha’ tøjet af!  




Farmor og farfar på storebæltsfærgen



Sommeren 1955 drager familien Andersen til hovedstaden for at besøge familie, herunder faster Dine på Østerbro, og ikke mindst for se ”på forholdene”. Den nybagte student, Knud, har jo planer om at søge ind på universitetet og læse litteratur. Han har allerede søgt plads på Egmontkollegiet og nu vil han så opsøge Købehavns Universitet og rekvirere tilmeldingsblanketten. Der er ingen tvivl om, at Knuds akademiske fremtidsplaner er blevet vendt grundigt i familien, for hvordan skulle han finansiere dem? Edvard, hans far, havde smækket den i øvrigt rungende tomme pengekasse i, så Knud måtte klare sig selv. Måske er det afslaget fra kollegiet, der virker demotiverende; måske kan han ikke overskue at skulle være fattig student i storbyen; måske tænker han bare, at han vil udsætte sine planer – i hvert fald udfylder han ikke ansøgningsskemaet til universitetet og vender næsen hjemad til det Vendsyssel, som han aldrig formåede at forlade. Det er far Edvard bag avisen og mor Herdis, der sidder tænksom i dækstolen. Og det er formentlig lillebror Børge, der har taget billedet.






Løkken Private Realskole




Den unge lærervikar på Løkken Private Realskole, Knud Holst Andersen, bliver hurtigt populær blandt eleverne. Ganske vist kan han blive helt afsindig hidsig og lange hvalpene nogle sviende lussinger, hvis de bliver for stride, men som regel er han flink og i hans timer sker der noget – det trange klasseværelse med kakkelovnen åbner sig mod verden. Han har mest engelsk, dansk og tegning og eleverne oplever, at de bliver flyttet i hans lektioner. De får øjne at se med, ører at lytte med – bliver inspirerede og opmuntrede til at blive bedre og lære mere. Pigerne sværmer for den mørke, ugifte mand, får ham til at skrive vers illustreret med små vignetter i deres poesibøger (mange af dem gemt som kære skatte siden dengang). Og både piger og drengen elsker den uendeligt lange føljeton om Morten, som han fortæller et nyt afsnit af som afslutning på dansktimerne. For resten er det her på realskolen, unge Andersen bliver til unge Holst, for der er nemlig i forvejen en Knud Andersen i lærerkollegiet og derfor er det nemmere at kalde den sidst ankomne ved mellemnavnet Holst. Hvilket jo også er et meget mere potent kunstnernavn til digteren in spe: Knud Holst. Pang-pang.





På udflugt med øl og madpakke



Knud lærer mange ting i Løkken. Herunder at drikke øl, selvom han holder noget urutineret på flasken under udflugten med realskolen. (Måske er der hvidtøl i flasken?). Opildnet af sin gode ven, Hvarregaard, som han møder under måltiderne på pensionatet, lærer han også at gå med piger. Søde piger er der masser af i Løkken, især badepiger i sommersæsonen. Hans værtinde ude i købmandsgården på Hjørringvej, hvor han bor til leje, synes, der er et farligt rend af piger op og ned af trappen til gavlværelset. Så det er altså ikke, fordi Knud mangler kvindeligt selskab. Men alligevel – han mangler at møde Kvinden I  Sit Liv. En kvinde han kan dyrke i sine digte, en MUSE simpelthen. For når sandheden skal frem, er han tit ensom det første årstid i Løkken, hvor han må vænne sig til den evindelige blæst og sandet, der piskes op i gaderne. For resten sender han vasketøjet hjem til sin mor og får det retur i glatte pakker.  




Prinsessen 


Endelig dukker hun op – prinsessen, Knud har sukket efter så længe. Og tænk, det viser sig, at han har kendt hende i årevis. Den attraktive politimesterdatter fra Hjørring gik nemlig en årgang under ham på Hjørring Gymnasium og var den sjove pige med den røde læbestift og den rappe replik, som alle fyrene var vilde med. Hun kunne også danse, ryge Cecil og skrive underholdende artikler til skolebladet, Krateret. Den aprilmorgen 1957, da hun ankommer til Løkken på sin pruttende knallert for – som Knud – at tiltræde som lærervikar på Løkken Realskole, ved Knud det med knusende sikkerhed: Det er hende, han skal giftes med! Hun hedder Kirsten, men alle kalder hende Bu. Det er vist kun Knud, der kalder hende for ”lille pandekage” og den slags. Senere, altså.  
















Kærestebreve

At det lykkes Knud at score den ringforlovede politimesterdatter siger meget om hans stædige viljestyrke. Han ville ha’ hende og så fik han hende. Hun brød sin forlovelse og begyndte – til realskolepigernes store glæde – at flette fingre med Knud. Meen, hun forsøgte at undvige, for bejleren var lige ivrig nok – på mange måder for meget – så Bu drog til Paris for at skabe distance og frirum. Mens hun gik til fransk i byernes by og var (alt for!) omsværmet som sædvanlig, vansmægtede Knud i byen ved havet og længtes, så han var ved at gå op limningen. Og han sendte en sværm af sukkende kærestebreve af sted til Paris – ordene glødede på papiret og tegningerne talte deres eget finurlige sprog. (Jeg elsker den lille pingvin)


 

                                                                   




Brylluppet


Endelig kommer Bu hjem fra Paris, sommeren 1958. Knud er nervøs og usikker og begår en typisk brøler: han møder ikke op på banegården i Hjørring og tager imod sin udkårne. Hvorfor ikke? Fordi han ikke kan overskue at være en del af politimesterklanens larmende velkomstkomité. Den udeblivelse bliver hun såret over, Bu, og beslutter sig faktisk for at bryde med den underlige snegl, der går rastløst og venter på hende ude i Løkken. Hun tager derud – efter flere dages læggen ham på is – og et eller andet må han have gjort rigtigt, for det lykkes ham at forføre hende. Og det får følger – denne gang er det ikke som tidligere falsk alarm, da hun går over tiden – Bu er gravid. Så må de jo gifte sig! Knud er henrykt, nu er han sikker på at få prinsessen. Bu skubber alle forbehold til side og beslutter sig for at være glad – både for Knud og for barnet, som får brudekjolen til at bulne ud under buketten (i det hele taget er hun blevet rund og buttet). Politimesterfamilien er liberale og storsindede, de glæder sig til at blive bedsteforældre til deres første barnebarn (mig). Men Herdis og Edvard er not amused, da det under brylluppet går op for dem, at bruden er tre måneder henne … (faktisk var de noget betænkelige ved alliancen  - de syntes, Bu var sød, men hun var jo politimesterdatter! Havde han fået storhedsvanvid, den bette Knu’?) På bryllupsbilledet er gommen noget stiv i det, men udtrykket er ikke til at tage fejl af: han ligner en gårdkat, der lige har fået serveret en skål af den fedeste fløde. 




Nybagt far


Desværre har jeg ikke kunne finde et foto af Knud som nybagt far med sin førstefødte datter på armen. Formentlig fordi sådan et billede ikke findes … Knud var, for at sige det mildt, ikke umiddelbart rasende komfortabel i rollen som familiefar. Venner, der kom på barselsbesøg, har fortalt, at den endnu kun 22-årige verdensmand virkede en anelse rådvild over sin nye faderværdighed og skyndsomst overlod yngelplejen til sin kone, Bu.
Hun var til gengæld en skøn og kompetent mor, der dog også måtte passe sit arbejde på realskolen og indimellem overlod barnepasningen til en gammel sømand, Hjalmar. Efter sigende fodrede han ungen med sigtebrød dyppet i sødmælk, hvilket ses på den ti-måneder gamle Hanne-Vips særdeles gode foderstand.




Gennembruddet

Om dagen er Knud stadig realskolelærer, men efter skoletid og nætterne igennem gløder skrivemaskinen, for Knud vil jo være digter! Efter at have beskudt diverse dagbladsredaktioner og ikke mindst Danmarks Radio med manuskripter gennem et par år, lykkes det langsomt den ambitiøse Knud at gøre sig bemærket som et lovende forfatternavn.  Og endelig i 1962 debuterer han succesfuldt på Borgens Forlag med den modernistiske digtsamling Dementi og bliver hot! 

Ikke mindst den nordjyske presse kaster sig lokalpatriotisk over den unge Knud Holst fra Løkken, som her er fotograferet til et interview i Aalborg Amtstidende. Bemærk: Han smiler!  Læg også mærke til bogreolen med de digre værker i baggrunden. Sikkert købt på konto!  

Nyheder
Hanne-Vibeke Holst på fransk

Læs mere

Hanne-Vibeke Holst på italiensk og tysk

Læs mere

Hanne-Vibeke Holst modtager præmie fra Statens Kunstfond

Læs mere

Vis arkiverede nyheder

Powered by Webex