|
Velkommen
 

Kommentar: Paprikas præmisser

Der går en bog på Betty Nansen lige nu. Peter Langdal har sat i scene, Paprika Steen spiller hovedrollen, forfatteren er Hanne-Vibeke Holst . Teaterstykket hedder 'Moskva 7. oktober', og det er (næsten) en bog, fordi der er så mange ord i. En rigtig Holst -bog: journalistisk researchet, fortalt og forklaret, effektivt afviklet og fyldt med engagement og pointer (som man ikke behøver være nobelpristager for at fatte). Det er god litteratur af en bestemt slags, som her er løftet over til at være godt teater af en bestemt slags. Journalistisk teater. Jeg synes, det må have lov til at være der - midt blandt tusind andre teaterformer. Og jeg synes, at stykket var stærkt underholdende og temmelig tankevækkende.

Men det syntes anmelderne ikke.

BERLINGSKE TIDENDES Jakob Steen Olsen fandt, at Paprika Steens rolle som Nina Krasnova alias den myrdede russiske journalist Anna Politkovskaja var »kombineret baggrundsartikel og kronikindlæg meget dårligt forklædt som teater«. Det er ikke særlig venligt sagt, men det er heller ikke helt forkert. Det samme kunne siges og bliver ustandseligt sagt om Hanne-Vibeke Holsts bøger. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det nødvendigvis er negativt. For jeg tror ikke på den absolutte størrelse, ' teater', som Olsen synes at kende og derfor straks kan frakende Holst . Ligesom jeg heller ikke tror på en absolut størrelse ved navn ' litteratur', som hun lige så ofte frakendes. Jeg tror, at der findes mange forskellige former for litteratur og teater, og hvis ikke der bliver plads til det hele, så dør det alt sammen.

MEN JEG SYNES alligevel, det var gode anmeldelser, stykket fik både i Berlingske og andre steder, f. eks. i Information ( Anne Middelboe Christensen) og i Politiken ( Monna Dithmer). Vor egen sidstnævnte konkluderede, at »Trist nok synes forestillingen, med dens langt mere overbevisende skildring af omkostningerne for mand og børn end af de politiske realiteter, mest af alt at pege på, at Krasnovas overmenneskelige indsats i demokratiets tjeneste til syvende og sidst ikke var de fem kugler værd«. Også her kan jeg tilslutte mig beskrivelsen, men ser bare ikke det beskrevne som noget negativt. Det er så også derfor, det er en god anmeldelse, selv om den altså er dårlig: Man har mulighed for at forholde sig til den dom, der afsiges, fordi præmisserne lægges frem.

Lidt ligesom når Informations anmeldelse slutter med ordene: »Men tekstens glødende og nødvendige debat om journalistens rolle og ytringsfrihedens nødvendighed sparkes ned af teksten selv«. Yes, det er nemlig rigtigt - men hvorfor er det nu noget negativt? Jeg er lige ved at tro, at det faktisk er en ret central pointe i stykket med denne her nedsparkning, ligesom det næppe heller er ved et uheld, at »Lars Brygmann leverer forestillingens mest menneskeligt forsonende figur som den alkoholiserede ægtemand« - som Politikens Monna Dithmer skriver. Og som jeg er enig i. Men tolker positivt.

ALT I ALT ER JEG noget så kedeligt som glad for forestillingen og glad for anmeldelserne, der er gode, fordi man kan finde ud af, hvorfor man er uenig med dem.

Og Paprika Steen , hold da helt op: »Hun har al den fornødne power, det tikkende raseri og det egensindige drive - og er forestillingens ukuelige trækdyr«, skriver Monna Dithmer. Hvad jeg er aldeles enig i.

Mens jeg er uenig i, at det skulle være negativt, at »man kommer aldrig rigtig ind under huden på Krasnova og den nødvendige (?) kulde, hvormed hun må lukke af over for børn og mand«. Den utilnærmelige kulde tror jeg nemlig også er en pointe.

bjorn.bredal@pol.dk

Nyheder
Ny roman udkommer d. 28.9.2017

Læs mere

Hanne-Vibeke Holst på norsk

Læs mere

Hanne-Vibeke Holst på fransk

Læs mere

Vis arkiverede nyheder

Powered by Webex